Vi har lukket fra og med den 23. december 2024. Vi åbner igen den 2. januar 2025. Glædelig jul og godt nytår!

Fændediget: Uforudsete udfordringer

Køge Fjernvarme har fuld fokus på at afvikle gravearbejdet så hurtigt som muligt, men projektet er på Fændediget stødt på flere uheldige og uforudsete forhindringer.

På trods af prøvehuller før selve opgravningen viste det sig, at en gasledning var placeret et andet sted end oplyst. Af hensyn til sikkerhed for såvel borgere som gravearbejdere må vi naturligvis ikke arbejde videre, før vi har fundet en fælles løsning med gasselskabet. Køge Fjernvarme er i tæt dialog med gasselskabet, og problemet løses snarest ved, at gasledningen flyttes. For ikke at forsinke den samlede proces alt for meget, er vi startet med at grave i den anden ende af Fændediget.

 

Der er opsat lysregulering på Fændediget - alternativet ville have været at ensrette eller afspærre vejen. Gravetilladelser og trafikregulering er godkendt af såvel politi som Køge Kommune. Mens vi graver hovedledningen ned på Fændediget, etablerer vi samtidigt en række stikledninger, som skal forsyne områdets beboere med fjernvarme. Arbejdet med stikledninger har krævet, at vi spærrede Fændediget helt af. For at genere trafikken mindst muligt er dette arbejde derfor foregået om natten. Det kan delvist forklare, hvorfor der primært har været oprydningsarbejde om dagen på Fændediget.

 

I Køge Midtby - som ethvert andet centrum i en gammel købstad - foregår gravearbejde generelt langsommeligt: Vejene er smalle, husene står tæt, rørene i jorden ligger tæt etc. Der skal graves mange rør ned for at få fjernvarmen udbygget i Køge. Dette kan desværre ikke ske uden at genere trafikken og byens borgere.

 

Køge Fjernvarme arbejder konstant på at skabe en grøn og sikker fjernvarmeforsyning til så mange som muligt, så hurtigt som muligt.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om praktiske forhold ved fjernvarmeprojektet i Køge kan du kontakte os på: Koegefjernvarme@veks.dk 
eller 43 64 44 00